ARTIKLER
Sekretær for en tæppetisser
Af Carsten Andersen

Forfatteren Oscar K. kan bedst lide bøger af folk, der har begået selvmord. Eller også er det Oscars sekretær, der har det sådan. Sekretæren var engang chef for en tv-station, der havde mange ideer, lige så mange skandaler - og få seere. I dag er han sekretær for Oscar K., verdens eneste skrivende hund, som i denne uge er medforfatter til et nyt teaterstykke. Af Carsten Andersen Fakta DADA. Teater Kaleidoskop, Nørrebrogade 37, København. 27. september til 18. oktober.

Oscar K.: Mikkel-serien, bog 1 af 8, forlaget Hovedland, udkommer 30. september.

Oscar K.: Vejen til Vemb, roman, forlaget Politisk Revy, udkommer 17. oktober. Links Oscar K. er måske den eneste hund i verden, der har udgivet tre bøger. Formentlig er Oscar K. også den eneste hund, der har en sekretær, som engang styrede en tv-station.

Uden større held, skal det siges. Han holdt ikke længe i direktørstolen. Til gengæld insisterede han på at lave elitært fjernsyn, mens han var der. Det var der bare ikke mange, der opdagede.

Måske er det også derfor, han i dag koncentrerer sig om at være sekretær for Oscar K., en sød og lavbenet tæppetisser af en hund.

Sekretæren er for eksempel fødselshjælper i disse dage, hvor Oscar K. sammen med Martin Tulinius står bag et nyt teaterstykke med titlen 'DADA'. Det havde premiere fredag og skal i alt spille19 gange på teater Kaleidoskop. Stykket starter hver aften et nyt sted. 19 forestillinger.19 forskellige historier.

Nej, Oscar K. er ikke sådan at blive klog på. Og det samme kan man i øvrigt sige om hans sekretær. Sekretæren hedder Ole Dalgaard. Han er på den ene side en hyggelig og rund snakkefætter af en jyde. På den anden side en mand, som bladrer hjemmevant rundt i værker af Borges og Benjamin og er stærkt polemisk, når det tager ham.

Hvis man ikke lige kan placere Oscar K., er det vel forståeligt, for hvor mange lavbenede tæppetissere har man styr på, når alt kommer til alt?

Ham med 'Landsbyen'
Men Ole Dalgaard? Hvem har lige styr på ham? Altså, ud over at det ser ud til, at det er ham, der gemmer sig bag pseudonymet, fordi forfatteren Ole D. har det godt med at gemme sig bag billedet af en lavbenet hund.

Måske hjælper det, hvis vi nævner 'Landsbyen' - tv-serien, hvor det pludselig gik op for alle, at Niels Skousen ikke bare var sanger placeret et sted ude på venstrefløjen, men også skuespiller. Det var Ole Dalgaard, der fik ideen til 'Landsbyen'.

»Det er sådan noget, jeg finder på«, sagde Ole Dalgaard i 1991, da serien blev præsenteret på Nordisk Film. Underspillet, kringlet. Som altid.

Det var Stig og Peter Thorsboe, der blev hyret til at skrive 'Landsbyen'. De to replikmagere er der mange, der i dag kender fra 'Taxa' og 'Rejseholdet'. I dag er der stadig ikke ret mange, der kender Ole Dalgaard. Altså lige bortset fra dem på Holbæk-kanten, hvor han i otte år var leder af Holbæk Egnsteater. Det var der, hvor de om ham sagde: »Jamen, du er også så intelligent«.

»Det var jeg ret stolt af, indtil det gik op for mig, at det var ment som et skældsord«, siger Ole Dalgaard.

På Vordingborg-kanten har de nok heller ikke glemt ham for den hektiske, men korte tid på TV 2 Øst. Han blev kritiseret for at ansætte vennerne. For at bruge vildt mange penge. For at sende folk til tv-messe i Cannes. Fra Vordingborg. For at købe en brasiliansk kærlighedsføljeton til en lokal tv-station, for at hyre Ars Nova-koret osv., osv. Og så har de nok heller ikke glemt ham for, at det var her, han leverede replikken om, at alt global-tv er lokalt, hvorimod alt lokal-tv er noget lort.

Jamen det sagde han. Som direktør for TV 2 Øst, som han blev ansat til at bygge op i 1990 efter sine otte år i Holbæk.

»Desværre kunne alle kun huske den sidste del om, at alt lokal-tv er noget lort. Og det var jo ikke rigtig nogen god start«, siger Ole Dalgaard og griner lidt ved tanken. I dag. 12-13 år senere.

Han er på besøg på Politiken, og han har det ikke helt godt med det. Ikke fordi det er Politiken, men fordi turen gennem avisens lokaler minder ham om et helt andet liv.

»Efter TV 2 Øst var jeg på Domino Film, hvor jeg var ansat til at udvikle programmer. Vi skulle tjene penge på popprogrammer, og jeg var blandt andet med til at lave det program, der hed 'Synnøve's' på TV3. Det morsomme var, at når vi foreslog nogle programmer, hvor vi selv syntes, vi tog helt vildt pis på det hele, så syntes de, vi havde nogle gode ideer. F.eks. et program, hvor ingenting måtte vare over 30 sekunder«, siger Ole Dalgaard og ligner en mand, der har svært ved at se sig selv i et job som det, han lige selv har beskrevet.

Til Spanien
I dag er befinder han sig også lysår fra den flimrende medieverden, han forlod i 1994. Han tog til Spanien. Nærmest uden at kunne spansk. Farvel Danmark.

»Det var helbredet. Man kan jo ikke blive ved. Men det var også en erkendelse af, at man i mange år er gået forkert i byen. At man i mange år er blevet opfattet som et udadvendt menneske, mens man måske i virkeligheden har været en introvert person, der snød sig til at læse bøger og havde dårlig samvittighed over det«, siger Ole Dalgaard.

Han siger 'man' på en måde, så afstanden mellem hans tidligere liv og det nye liv næsten er synlig.

»Meget af det, jeg har været involveret i, har betydet, at jeg har haft en magtposition. Jeg er ofte hurtigt blevet formand eller chef for noget, fordi jeg er god til at organisere og hurtig til at se strukturer. Alligevel kan jeg ikke tage magten alvorligt. Heller ikke når jeg selv har den. Da jeg var på TV 2 Øst, bankede jeg på min egen dør, og en af mine gamle venner har sagt, at hver gang jeg sætter mig på en stol med magt, sørger jeg altid for at placere en bombe under stolen - tændt«.

I dag er han langt fra magtens taburetter. Han holder det meste af tiden til på Spaniens østkyst, ikke langt fra Benidorm. I en lille by, der rummer 8-10.000 sjæle om vinteren og mere end det tidobbelte om sommeren.

Det er her, han og Oscar K. har skrevet den modernistiske 'Tango Mortale' og bogen 'Brev til Walter Benjamin & Rejsende i litteratur'. Endnu en modernistisk udgivelse, som Ekstra Bladet kaldte »en syret essay- og rejsebog«. Det er to bøger, som begge afspejler, at Ole Dalgaard i sin tid i Spanien har - som han selv siger det - læst flere bøger, end han nogensinde har gjort før.

»Jeg har det lidt som (Jorge Luis) Borges. Måske er jeg i virkeligheden mere en læser end alt mulig andet«, siger han.

Og som læser fordyber han sig i bøger af Borges, Jose Saramago, Halldor Laxness, Walter Benjamin og Shakespeares kongedramaer. Plus Tørsleffs syltebog. Det skal være langtidsholdbart.

Stritter i alle retninger
»Det er jo ellers ikke populært at have en lang tidshorisont i dag. Hvis man ikke bliver anmeldt på dagen, kan man lige så godt pakke sammen. Selvfølgelig er det lidt overdrevet, men ikke ret meget«, siger han.

Han ved, hvad han taler om, for hvis man leder efter anmeldelser af hans og Oscars foreløbig to voksenbøger, dukker der ikke meget op. Jo, en anmeldelse i Weekendavisen, hvor kritikeren Lars Bukdahl mener, at Oscar K. i virkeligheden er identisk med forfatteren Henning Mortensen.

Bukdahl, som er vild med litterære legebørn, kan imidlertid godt lide historierne i 'Tango Mortale', som han mener har en »fantastisk, gedigen tåget modernistisk stemning, det oser af den gode, bogstøvede ennui, samtidig med at det tyvende århundrede hele tiden er til stede som konkrete, forbandede omgivelser, virkelighed«.

Sagt lidt mere ligeud end Bukdahl: Bøgerne er ikke sådan at få hold på. De stritter i alle retninger. Måske falder de også ned mellem flere genrer, og ni ud af ti læsere ville nok rubricere dem som elitære. Litteratur, der er skrevet på litteratur.

Det vil formentlig ikke engang Oscar K. protestere imod, men han og Ole Dalgaard vil protestere imod tendensen til, at man gør elitært lig med svært og utilgængeligt.

»Når jeg er ude for at læse op af 'Rejsende i litteratur', synes ingen jo, det er svært. Folk har ofte lyst til at læse mere. Mit overordnede projekt med at skrive er nok at få fjernet tanken om, at det elitære også skulle være dårligt. Jo, idræt må gerne være elitær, og så skriver selv DSB-bladet om en Bjarne Riis. Men er Susse Wold og Ghita Nørby dårlige, fordi de tilhører eliten? Det er noget andet med litteraturen«, siger Ole Dalgaard.

Han ved godt, han er polemisk, når han taler om det elitære, og han ved også godt, at han stikker snuden polemisk frem, når han giver den ellers så populære realisme nogle rap over fingrene.

»Jeg taler kun imod den dårlige realisme. Realisme svarer til at ville lave natur af natur. Det kan højst blive en efterligning. Når man forsøger at læse den moderne realisme, så er den jo noget tung i røven. Jeg har forsøgt at læse Jakob Ejersbo, som ellers er blevet berømmet for sin sproglige kunnen - som en aflytning af virkeligheden, men virkeligheden er sgu ikke særlig litterær. Det er lidt ligesom med mad. Man kan jo nøjes med at sætte maden på bordet og klippe plasticen af, men man kan også sætte tingene frem og arrangere dem i stedet for bare at kalkere virkeligheden. Det gør fjernsynet jo«.

»Men det kan da godt være - lad os bare lade det stå helt åbent - at der er noget i realismen, jeg ikke har forstået. Sådan helt ærligt«, siger Ole Dalgaard.

I sin næste bog som Oscar K. vover han imidlertid det ene øje, idet han i den lille roman 'Vejen til Vemb', der udkommer på Politisk Revy, skriver sig meget tæt op ad realismen. En klar historie om en mand, der kommer tilbage til sin by og opdager, at der er sket noget, men en nærlæsning vil formentlig også vise, at historien næppe er rendyrket realisme. Ellers ville det ikke være Ole Dalgaard. Og Oscar.

Selvmord
Hans ærinde er imidlertid ikke begrænset til polemisk at trække tæppet væk under realismen. Han vil også, siger han, tage fat, hvor avantgarden stoppede. Tage fat i den energi, der engang var i avantgarden.

»I den virkelige modernisme var der jo folk, der sagde: Make it new every day. Der var mennesker, der risikerede liv og lemmer i bogstaveligste forstand. Eller i hvert fald forstanden. I dag er det, som om man har fortyndet kunsten til noget let underholdende. Jeg har altid følt en vis sympati for folk som Vladimir Majakovskij, Virginia Woolf og andre, og jeg fandt ud af, at alt det gode, jeg læste, altid var skrevet af folk, der havde begået selvmord«.

»Det tror jeg ikke er tilfældigt«, siger han.

Dermed er vi umærkeligt gledet direkte over i den teaterforestilling, som Oscar K., Ole D. og Martin Tulinius har på programmet på teater Kaleidoskop i næste uge. Også her har forfatterne - helt bogstaveligt - i sinde at gøre forestillingen ny hver eneste dag. Tulinius og Dalgaard mener i al ubeskedenhed, at de har opfundet en helt ny dramaturgi for teatret.

»Det kan lyde elitært, men det er alt andet end det. Det handler om en taxachauffør, der kører 19 ture i storbyen, hvor han bl.a. møder nogle bindegale folk«, fortæller Ole Dalgaard.

Han mener, at man med hans og Tulinius' nye dramaturgi kan vende op og ned på handlingen i de fleste teaterstykker og starte hvor som helst. »Vi har bl.a. prøvet det af på Strindbergs 'Frøken Julie' og Shakespeares 'Richard III'«, siger han.

Historien hedder 'DADA - ud under stjernehimlen', og det er en henvisning til dadaismen fra starten af det 20. århundrede. En kunstretning, der dyrkede det irrationelle og tilfældige.

Stykket handler, som Ole Dalgaard siger, om taxachaufførens 19 ture i storbyens periferi, hvor man som tilskuer kan stige af og på når som helst. Stykket er også, som der står i forfatternes forord til forestillingen, historien om at fare vild i en for længst kortlagt verden, om at opdage sit eget psykiske landskab og om selvmordet som mulighed - en forestilling om det 21. århundrede.

Øver sig i at fare vild
Dele af forordet lyder imidlertid ikke bare som opskriften på et teaterstykke, men også som en varedeklaration på Ole Dalgaard, som han ser sig selv. I hvert fald den del, der handler om en mand, som rejser rundt i periferien og møder forskellige mennesker, mens han hele tiden er på opdagelse i sit eget psykiske landskab.

Han er 53 år og kan ikke forestille sig, at han skal forlade Spanien igen for andet end sporadiske besøg i Danmark.

»Jeg er i Spanien 'for good'. Tænk, man har en avis som El Pais, hvor intelligente skribenter stadig diskuterer Guds eksistens i spalterne«, siger han.

Det var nu nok ikke lige derfor, han i sin tid tog derned, men hvad han egentlig havde forestillet sig, der skulle komme ud af det, kan han stadig ikke svare på. Sådan da.

»Jeg troede ikke noget og havde ikke noget mål. Det vigtigste i mit liv nu er nok, at jeg tør rejse uden at have et mål. Jeg tror, jeg opdager noget undervejs. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg opfatter det at skrive som en rejse, hvor jeg får noget at vide undervejs. Jeg øver mig i at fare vild i en kortlagt verden«, siger han.

Spørgsmålet er nu, hvorfor denne hund overhovedet skal blandes ind i Ole Dalgaards overvejelser om litteraturen, teatret og det elitære. Altså bortset fra, at læserne af Oscar K.s børnebøger åbenbart helt har accepteret, at det er Oscar, der står på titelbladet, når han udsender en børnebog som 'Carlos & Co', der har fået gode anmeldelser. Og det vil også være Oscar, der står som forfatter, når Hovedland her i efteråret genopliver drengebøgerne med en serie om Mikkel.

»Det er godt at kunne tørre alt det af på Oscar, for han er pisseligeglad, og det er jeg ikke«, siger Ole D., som godt vil afsløre, hvad K. står for i Oscars navn. »Klapøre«. Søg på Politiken.dk