ARTIKLER
Man skal gøre sig umage for at forstå en tekst
Af Tonny Hansen i Underviser.dk

Børnebøger skal være komplekse, så der er noget at arbejde med. Og lærerne skal være klar til at formidle et indhold, der tager fat om livets væsentlige spørgsmål, siger forfatteren Ole Dalgaard, der lader sin hund Oscar K. fortælle historier.

Der findes ingen tabuer, når Ole Dalgaard skriver børnebøger under pseudonymet Oscar K. Det siger han selv. Oscar K. har skrevet en række af de senere års mest markante børnebøger, ikke mindst i valget af temaer: Udviklingshæmmede. Børn, der dør. Aborter. Og undervejs en fortælling om børn i en lejr, hvor det ikke er muligt at se, om der er tale om en - godt nok noget militant - sommerlejr, eller om der er tale om en levning fra holocaust.

Desuden er han i gang med at genfortælle en række klassikere som »Don Quixote«, »Hamlet« og »Den unge Werthers lidelser« i moderne sprog og miljø, men med alle temaerne intakte. For Ole Dalgaard kan selv sine klassikere, og hver tid kræver sin fortolkning af de eviggyldige historier. Børn og unge skal have kvalitet. Noget, der kræver arbejde og en god formidler. Måske forstår læseren først historien langt senere, måske slet ikke. Så må man læse den igen, og det kendetegner netop de gode historier, at de kan tåle at blive læst og fortolket igen og igen, siger forfatteren. Det er den slags litteratur, man skal give børn. Ikke letlæsningsbøger, hvor de kan gætte sig til historien bare ved at se tegningerne. Man kan sagtens kræve noget af børn, siger han. Det kræver bare nogle gode tekster og en god formidling.

Det er ikke, fordi han vil være smagsdommer. »Hvis folk vil købe grimme lamper i Ikea, er det deres valg. Det bekymrer mig ikke særlig meget, så længe der er gode lamper på markedet. På samme måde med litteraturen. Derfor er jeg ikke ude i noget felttog mod underlødig litteratur, den kan da en gang imellem være pragtfuld. Jeg vil bare gerne have, at der også skal være plads til at fortælle om minoriteterne; dem, der ligger helt ude i randen af vores samfund«.

Og det gør han så. I billedbogen »Idiot« følger vi en udviklingshæmmet på sin vej gennem byen, hvor læseren igennem hovedpersonen følger omverdenens reaktioner. Og i billedbogen »De skæve smil« finder en række væsener, der viser sig at være aborterede fostre, sammen på et andet væsen, der engang har prøvet at leve, nemlig en hund, der fik set lidt af hvert, og som kan give sine nye venner en slags svar på, hvorfor de endte, som de gjorde. Og hvorfor det måske var meget godt.

Men Ole Dalgaard tager ikke stilling i abortdebatten. »De skæve smil« bygger på en fortælling af Pär Lagerkvist, der hedder »Det eviga leendet«, hvor en gruppe afdøde klandrer Gud for deres skæbne. Han lever ikke op til sit ansvar om at levere svar på deres spørgsmål om livets mening, mener de. På samme måde giver hunden måske nogle faktuelle svar til aborterne; men den forklarer dem ikke.

»Hver fjerde kvinde mellem 19 og 35 år har fået en abort. Så det er ikke et perifert fænomen«, forklarer Ole Dalgaard. »Men det er ikke noget, man snakker om. Ingen siger jo til deres børn: 'Vi fik lige en abort før dig'. Der er 12-årige i danske skoleklasser, der er seksuelt aktive. De 14-årige er det i hvert fald. De er nødt til at forholde sig til abort, helt konkret, for at de ikke lader stå til og lader den løsning være bagstopper«.

Samme overvejelser ligger bag billedbogen »Idiot«. Den ligger i forlængelse af Kim Larsen og Erik Clausens sang »Vi er dem de andre ikke må lege med«.

»Det er en debatbog, hvor jeg stiller spørgsmålet: Er vi blevet så dygtige, at vi kan lave fejlfri mennesker? Hvis vi flytter grænsen for abort fra 12 til 24 uger, er vi henne, hvor vi kan se, at fostrets negle ikke er helt i orden, eller at der er hareskår. Der er folk i dag, der får fjernet børn, fordi de har hareskår! Min første kæreste havde hareskår, og hun er en af de smukkeste piger, jeg nogensinde har kendt. Det kan godt være, at jeg går for at være avanceret og venstreorienteret og alt det der. Men da jeg begyndte at beskæftige mig med det, tænkte jeg: Jamen, der er jo liv! Vi slår faktisk nogen ihjel, i hvert fald når de er 12 uger. Jeg tager ikke stilling til, om der skal være adgang til abort eller ej. Jeg siger bare: Hvad nu, hvis der er en tanke? Og hvad er det, aborterne i historien ønsker sig, når de siger, at de gerne 'vil være nogen'? Hunden, de mødes på, ved godt, hvordan det ville være gået nogle af dem«, siger Ole Dal­gaard, hvis fortællestemme Oscar K. i øvrigt er en hund.

Men hvorved adskiller »De skæve smil« sig så fra de didaktiserende bøger, som du ikke altid har været så begejstret for, når du har skrevet om børnelitteratur?

»Det er mit mål, at mine bøger skal være mere komplekse. At de bliver lidt som sæbe, som man aldrig helt kan få fat på. Det kan godt være, at der en dag kommer nogen, der siger, at de har den fuldstændige og udtømmende tolkning, som der er konsensus om. Det vil jeg dog tvivle på . Man kan formentlig behandle bogen på mange måder og lave mange tolkninger. Der er mange temaer: Gensplejsning. Svigtede piger, der i det ene øjeblik ruller ned ad skrænten med en ung mand, og i næste øjeblik er han væk. Børn, der gerne vil være lykkelige og kloge. Men hvad vil de bruge deres klogskab til?«

»Intertekstualitet kan man også arbejde med. Læs Lagerkvists tekst for eleverne. Eller 'Historien om en moder', som historien også bygger på. Syng 'I en seng på hospitalet', som der også henvises til. 'Prædikerens bog' siger noget om, at det for nogen måske er bedre aldrig at være blevet født.

Og så kan man opdage en masse i samspillet mellem billede og tekst«.

Hvem henvender bogen om aborterne sig til? Er det de 12-årige piger, der er på vej til at blive seksuelt aktive, du skriver en billedbog til?

»Jeg skriver til dem, der vil læse den. Jeg skriver aldrig på omslaget 'Fra otte til tolv år' eller lignende, for det er en fuldstændig vanvittig opdeling. Jeg tænker altid på børn, når jeg skriver. Men om de lige forstår det eller ej i første omgang, det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er, at de arbejder med en tekst. At de gør sig umage for at forstå det. Jeg synes ikke, det er en udfordring for et barn at læse en bog, der handler om en kat, der sidder oppe i et træ, og nu skal vi have den ned igen, så vi får fat på en stige, og så er den bog slut. Børn er rigtige mennesker, ikke tomme kar, der skal fyldes op, så de efterhånden kan blive som de voksne!« |