ARTIKLER
Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen.
af Torben Weinreich i Berlingeren den 30.06.2007

Når børn når ti-års alderen, holder de voksne op med at læse højt for dem - både i hjemmet og i skolen. Herefter er der ikke mange børn, der læser bøger i deres fritid. Men forældrene kan gøre en forskel ved at læse højt. Kronikøren kommer her med tre forslag til bøger, der er egnet.

Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og vi står med en kæde af paradokser. På den ene side udlåner danske skole- og folkebiblioteker flere bøger pr. barn end noget andet sted i verden.
I alt drejer det sig om mere end 50 bøger pr. barn om året, mens tallene for Sverige og Norge er henholdsvis 18 og 15. På den anden side læser danske børn og unge set under ét mindre i deres fritid end både svenske og norske børn.
Samtidig gælder det, at læsekurven i Danmark knækker ved 10-års alderen. Inden da læser danske børn meget og kan fuldt ud konkurrere med børn i andre lande. Men efter den tid falder læseomfanget år for år. Blandt de 9-årige læser 78 pct. jævnligt bøger i deres fritid, de fleste næsten hver dag. For de 15-årige er tallet 40 pct., og kun ganske få læser næsten hver dag. Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen.
Også for børn i andre lande gælder det, at læseomfanget falder med alderen, men det går meget stærkere i Danmark og ikke mindst: Det sker meget pludseligt. Det er der mange forklaringer på, bl.a. at børn i dag meget tidligt vælger eller bliver presset ind i en ungdomsidentitet, og dertil hører ikke læsning i fritiden. Unge har andet at bruge deres »dyrebare tid« på, som en dreng formulerede det i en undersøgelse af unges læsevaner.
Men måske er der også en anden forklaring, som sjældent ofres større opmærksomhed. Der sker nemlig noget andet, der har med børn og boglæsning at gøre i 10-års alderen: De voksne holder op med at læse højt for børnene, både i hjemmet og i skolen! Argumentationen synes at være, at når børnene nu selv kan læse, er der ingen brug for højtlæsning. De voksne har gjort deres pligt nu er det børnenes eget ansvar.
Vender vi tilbage til modsætningen mellem de mange hjemlånte bøger fra bibliotekerne og de faktisk læste bøger, kan vi hæfte os ved, at mens bøgerne på børnebiblioteket udlånes i gennemsnit 2,2 gange pr. år, så udlånes bøgerne på skolebiblioteket kun 0,7 gange. Det skal dog understreges, at skolebibliotekernes samlede bogbestand er fire gange så stor som børnebibliotekernes. Men børn i førskolealderen og på de yngste klassetrin trækker i høj grad læsset, når de mange børnebøger hentes hjem fra bibliotekerne. Og en betydelig del af netop disse bøger lånes med højtlæsning for øje.
Danske forældre har tilsyneladende den opfattelse, at det er både nødvendigt og berigende at læse højt for børn, mens de er små vel at mærke. Og de har fat i en pointe. For udover de mange gode og tætte oplevelser, som gemmer sig i samværet omkring gode fortællinger og gode billeder, så tyder alt på, at børn, hvis forældre virkelig har satset på højtlæsning, senere i livet selv vælger at læse bøger i deres fritid.
Når vi i dag læser højt for børn, hæfter vi os udover selve nærværet ved, at børnene får en oplevelse, at de udvikler deres sprog, at de lærer noget om verden, og at de bliver integreret i det samfund, de er en del af. De bliver delagtiggjort i samfundets grundfortællinger. Og i bedste fald bliver de også udfordret. Når vi vælger bøger til højtlæsning for børn, bør vi nemlig både holde fast og slippe løs.
Holde fast gør vi, når vi læser klassikerne, altså de bøger, som er blevet kanon. Det gælder en lang række oversatte værker som »Alice i eventyrland«, »Peter Pan« og »Peter Plys«, alle hovedværker i engelsk børnelitteratur, samt Astrid Lindgrens fortællinger. Fra den danske kanon er det bl.a. H.C. Andersens eventyr, Christian Winthers »Flugten til Amerika«, H.V. Kaalunds fabler og Krohn-bødrenes »Peters Jul«. Det er her, børn gennem generationer er blevet gjort bekendt med, at det ikke gør noget, at man er vokset op i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg, at »har du en moder, da skøn derpå«, at man kan drukne sin sorg og finde sin trøst »på bunden af sagosuppen«, og at der er al mulig grund til at glæde sig »i denne tid«, for »nu falder julesneen hvid«.
Gennem klassikerne føres vi ind i en forestillingsverden og et sprogligt univers, som vi er fælles om, og som forældre kan bidrage til at fastholde. Det gælder også nyklassikerne fra 1900-tallets midte som Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens nonsensfortællinger, Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns »Palle alene i verden« og Egon Mathiesens billedbøger.
Slippe løs gør vi, når vi trodser trangen til at læse det, der lettest falder os ind, altså børnelitteraturens main stream, og vælger nye og spændende bøger til højtlæsning, især blandt de mange nye billedbøger. Der gemmer sig store oplevelser og store udfordringer i disse bøger. Når jeg bruger ordet »udfordringer«, er det ikke uden grund. Mange forældre vil sikkert være skeptiske over for nogle af disse bøger, som bryder med vante forestillinger om, hvad og hvordan man kan fortælle for børn. Her tre eksempler, alle egnet til højtlæsning for også større børn:
Den første bog er Oscar K. og Dorte Karrebæks tredje bind i serien »De tre« (Dansklærerforeningens forlag) med undertitlen »da Røvlund ønskede sig en negerdreng, men fik en lille autist til halv pris«, og her gætter jeg på, at en del forældre allerede er stået af. Men hold endelig fast! Vi står måske overfor en kommende klassiker. Hovedpersonerne er de to »hårde hunde«, Carlo og Simba, som drager ud i verden for at finde en gave til den tredje hovedperson, katten Røvlund, og det skal være en lille »billig negerdreng«. Da børnehjemmet meddeler, at negerdrenge er udsolgt, vælger de i stedet autisten Niels Ole, som de kan få for halv pris.
Og så er der ellers lagt op til en spændende og tør jeg roligt sige anderledes historie. Hvis nogle stejler på grund af ordet »neger«, kan det oplyses, at dansk børnelitteratur er fyldt med negerdrenge, bl.a. i Jørgen Clevins »Rasmus«, Egon Mathiesens »Fredrik med bilen« og Harald H. Lunds »Elefantens vuggevise«, bortset fra, at pænhedens vogtere i sidstnævnte tilfælde for længst har skiftet negerdrengen ud med en kokosnød.
Det andet værk er »And, døden og tulipanen« (Høst & Søn), tegnet og fortalt af Wolf Erlbruch, som mange vil kende fra en af nyere børnelitteraturs mest solgte bøger, »Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved«. Hans bog om døden handler om en and, som længe har haft »en underlig fornemmelse«. Der er en, der følger efter hende og giver sig til kende som døden. Døden er dog ikke kommet for at hente anden, siger han, men holder sig »bare i nærheden for en sikkerheds skyld«.
Bemærk den snurrige formulering: »sikkerhed« for hvad? Sammen følges de ad, indtil anden dør og sendes ud på sin sidste rejse. Døden står alene tilbage, bedrøvet, »men sådan er livet«. Det er en fortælling om døden som følgesvend og som uomgængelig mere end som trussel.
Det tredje værk er ganske usædvanligt, nemlig Danmarks og måske verdens første sonetkrans for børn, altså femten små digte, hvor det sidste digts linjer udgøres af de første linjer i de foregående 14 digte og med et strengt rimskema. Det er Cecilie Ekens »Mørkebarnet« (Sesam), illustreret af Malene Reynolds Laugesen, på overfladen en fortælling om søskendejalousi, men i virkeligheden handler det om at se, at vi alle har både mørke og lyse sider.
Det mørke barn, som ikke føler forældrenes kærlighed, allierer sig med mørkets dæmoner for at skræmme livet af den lyse søster, som suger al forældrenes omsorg til sig. Men i sidste øjeblik ombestemmer mørkebarnet sig og redder i stedet søsteren. Derefter er intet som før, for forældrene indser, at »to er én der er under samme dyne«.
De tre nævnte titler er unægtelig en anden slags højtlæsningsbøger. Men de hæver sig som ord- og billedkunst for børn langt over den bløde mellemvare. De fortjener at blive brugt og i det mindste afprøvet. Børnene fortjener det! Også de større børn. Så det er forsøget værd, også for mere tøvende forældre, pædagoger og lærere.
Igen: Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og paradokserne må vi leve med. Vigtigst er indsigten i, at forældrene kan gøre en forskel, også når det gælder børns forhold til bøger, ved at læse højt og ved både at holde fast og slippe løs og ved blive ved!