ARTIKLER
VOLD, SPROG OG ÆSTETIK I 0'ERNES BILLEDBØGER
AF CECILIE BOGH

Ikke siden 1960'erne, hvor en sovjetisk plakatudstilling kickstartede udviklingen inden for billedbogsgenren, og danske illustratorer som Egon Mathisen lavede kunst for børn, har der været så meget fokus, debat og polemik om billedbogen som i 1990'erne. 90'ernes billedbøger brød med alle gængse forestillinger og holdninger til, hvordan en bog for børn skulle se ud, og ingen tabuer var for hellige til at blive brudt. En hel generation af tegnere uddannet på Kolding Designskole rykkede ved grænserne for samspillet mellem tekst og illustration, og i en stigende del af billedbogsudgivelserne illustrerede illustrationerne ikke blot teksten, men ekspanderede, komplementerede eller modsagde den. Forfatterne fulgte med og udviklede temaer, sprog og virkemidler. Intet tema, sprog eller virkemiddel var for sofistikeret, for svært eller for helligt til børn, lød argumentationen, og det var ikke velanset overhovedet at tale om en modtager, i hvert fald i billedbogens skabelsesproces.

Billedbogen var et kunstværk hævet over den slags småligheder. Resultatet blev syrede bøger fyldt med intertekstuelle og metakommunikative henvisninger på både tekst- og billedsiden, og med tematikker som bl.a. incest, vold, sex, afmagt og selvmord; tematikker, som traditionelt var "forbudt for børn". Flere af de eksperimenterende billedbøger, fx Dorte Karrebæks Pigen der var go' til mange ting fra1996 og Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack Hoved & Hale fra 1997, blev betragtet som kunst i store dele af det børnelitterære miljø. Spørgsmålet var, om det var kunst for børn. Mange af de eksperimenterende billedbøger blev nemlig, for en stor del, dømt "uegnet for børn" af formidlerne (pædagoger, forældre, bibliotekarer og lærere), der med rod i et romantisk barndomssyn helligede sig kvalitetskriterier som fx klare, glade farver, naturalistiske illustrationer, overensstemmelse mellem tekst og illustration, letforståelig optimistisk handling, lykkelig slutning og indholdsmæssige universer hentet fra barnets nære hverdag.

90'ernes eksperimenterende børnebog delte det børnelitterære forskningsmiljø, og børnelitteraturen blev, som børnelitteraturforskeren Bodil Kampp udtrykte det i sin Ph.d. omkring nyere, kompleks børnelitteratur, en "kampplads for forskellige opfattelser af barndom, litteratur, sprog, moralbegreber og opdragelse". Mens dele af den børnelitterære forskningsmiljø klappede i hænderne over 90'ernes eksperimenter og jonglerede med begreber som 'all-alderlitteratur', 'double-address' og 'senmoderne indskrevne læsere', vendte andre forskere tommelfingeren ned og talte om 'voksengørelse' og 'dobbelt henvendelse'.

Så vidt 90'erne. Men hvad nu, hvor vi er mere end halvvejs inde i et nyt årti?



0'ernes billedbøger

De tidligere nævnte kvalitetskriterier, som håndhæves af flere af børnelitteraturens formidlere, udmærker sig ved at være en beskrivelse af ældre tiders børnelitteratur, og er stadig på spil i den aktuelle debat om børnelitteratur, herunder om billedbøger. Kvalitetskriterierne ekskluderer også 0'ernes eksperimenterende billedbøger, der, ligesom 90'erne, ofte benytter sig af et formsprog med grumsede farver, åbne slutninger, komplicerede handlingsforløb og udfordrende sammenhænge mellem illustrationer og tekst. Som i 90'ernes eksperimenterende billedbøger, er 0'ernes bøgers indskrevne læser en kompetent læser, barn eller voksen. Eller barn og voksen, for hvis man kaster sig ud i læsningen og "leger med", er der meget at komme efter for alle aldersgrupper.



Gammel vin på nye flasker - eller gammel ymer på nye kartonner

Noget af det, som 0'erens billedbogsudgivelser har til fælles med 90'ernes, er forventningen til læseren. Her bliver ikke talt ned til børnelæseren, og der vil med sikkerhed være både ord og virkemidler, som ikke umiddelbart vil blive opfattet.

Et eksempel er en af 2006's æstetisk vellykkede bøger, Lillian Brøggers Anton elsker ymer. Det er en bog om antonymer, som hverken i sit billedsprog eller i sit valg af ord går på kompromis. To katte på hvert opslag illustrerer således antonymer som snakkesalig/fåmælt, opflammet/udbrændt, nedbøjet/opløftet og statisk/dynamisk. Eneste lille skår i min personlige læseglæde er, at bogen er tæt på at være en tro kopi af bogen Stor og lille, tyk og tynd af Pittau & Gervais fra 1999, oversat til dansk i 2001. Her illustrerer to andre dyr, nemlig elefanter, med få undtagelser samme antonymer som i Lillian Brøggers bog. Ligeledes med udsøgt æstetisk sans.



Vokseværk - ikke for sarte sjæle

Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøggers En historie om vokseværk er et eksempel på, hvordan også dette årtis billedbøger giver sig i kast med gruopvækkende tematikker. Pers far har vokseværk i en sådan udstrækning, at han i løbet af få opslag udvikler sig til en drage, der snart fylder hele familiens parcelhus. Farens hænder vokser, så de rammer mor på kinden og Per i nakken, og munden vokser, så ord som "skidespræller", "møgkælling" og "snothvalp" vælter ud. Per siger ikke noget til den velmenende dame, skolelærer eller læge, der spørger ham, om der er noget galt. Han skal ikke nyde noget af at blive drillet med en far, der er mærkelig. Men til sidst er faren så stor, at Per næsten ikke kan få vejret. Og heldigvis indser Per, at der ikke er plads til hans mor og ham selv i huset og får dem reddet ud en sen aften. En utrolig barsk bog, der alligevel gør det så fint, at handlingen er til at bære. Også for voksne. Og mens moren og Per venter på bussen og håber på, at faren måske får krympeværk og bliver Far igen, så håber jeg, at bogen, ikke får samme skæbne som flere af 90'ernes vigtige bøger, og blev forvist fra hylderne i børnehøjde.

En historie om vokseværk er ikke specielt eksperimenterende i hverken sprog eller billedmæssigt udtryk, men den er progressiv i sit valg af tematik. Og det er måske her, man kan se den største ændring i forhold til 90'ernes billedbogsudtryk. Nemlig at 0'ernes billedbøger ikke nødvendigvis bryder grænser og eksperimenterer for grænsebrydningen og eksperimenternes skyld. Og 0'ernes billedbøger eksperimenterer ikke nødvendigvis med det hele på én gang. Det kan se ud som om, at virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, med et mere sofistikeret - og knap så provokerende - udtryk til følge.



Ikke helt stuerent

På trods af et mindre bastant udtryk, er der ingen garantier for pænt sprog og opbyggelige moraler i 0'ernes børnebøger. Dorte Karrebæk og Oscar K's billedromaner De tre 1 og De tre 2 om hundene Carlo, Simba og katten Gerda Roulund, kan nok få en enkelt formidler eller to en smule ud af kurs. De to hårde hunde Carlo og Simba møder katten Gerda Rolund, en lille tynd skid. Hun har lort på halen og voldsom tyndskid, hvorfor de straks omdøber hende til Gerda Røvlund. Modvilligt tager de sig af hende, eller hvad man skal kalde det. Gerda Røvlund bliver træt af de to hårde hundes behandling og går sin vej, men på vejen ser hun Carlo blive maltrakteret af en stor hæslig hund. Sammen med Simba lykkedes det hende at finde Carlo ved at følge blodsporet i bog 2 og få ham lappet sammen. Og på den måde stiger hendes status til at blive en af de hårde hunde. Bøgernes illustrationer og tekst spiller godt sammen, og bøgerne berører flere motiver som ondskab, mobning, vold, sammenhold og status - uden nogle former for opbyggelige moraler. Dejlig befriende læsning - om end lidt stødende for sarte (voksne) sjæle.

Stødende er der sikkert også nogle, der vil finde Dan Schlosser og Jon Ranheimsæters omskrivning af Lille Sorte Sambo, Historien om lille blege Johnny på trods af, at der her er morale for alle pengene. Lille blege Johnny får noget sort, sejt outfit af sine forældre, Lede Conny og Fede Ronny. Men lige som Sambo, bliver blege Johnny truet til at afgive alle sine seje, sorte ting. Ellers vil Dennis og Bjarne fra 9.a og Ulrik og Benny fra 9.b nakke ham. De store drenge kommer heldigvis op at slås om, hvem der er den sejeste, og midt i en ordentlig omgang nyrehug, kvælertag og knytnæveslag snupper lille blege Johnny alle sine ting, også den sorte kasket, hvorpå der står "Fuck dig". Johnnys mor laver pandekager, burgere og pomfritter til aftensmad, men Johnny har været ude og sælge alle sine seje, sorte ting, fordi han havde opdaget, at de andre så dumme ud, da de havde det på. For alle pengene har han købt rugbrødsmadder, som han på sidste opslag sidder med farve i kinderne og spiser. For lille blege Johnny vil så gerne være stor og stærk.



Status

Ligesom i 90'erne har 0'ernes eksperimenterende billedbøger kompetente børn og voksne som indskrevne læsere, om end udtrykket er knap så syret, og bøgerne umiddelbart synes lettere at gå til. Virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, og selvom bøgerne stadig vil kunne provokere og støde, virker de samlet set "mere spiselige".

Det er svært, her midt i dette årti at give et bud på, hvad en overskrift for tidens billedbogsudgivelser kunne være. I 1970'erne var det som bekendt socialrealismen, i 80'erne det fantastiske og i 90'erne postmodernismen eller formeksperimenterne. Måske en overskrift kunne være: æstetikkens årti? Billedbøgerne fra de sidste år er meget "lækre" - eller æstetiske om man vil - i både tekst, billeder og indpakning. En knap så flatterende overskrift kunne også være det indadskuende årti. Uden at påstå et fuldstændigt overblik over de sidste års udgivelser, mener jeg, at udvalget er meget ens, og at det i den grad er præget af manglende udsyn mod resten af verden. Hovedpersonerne i de fleste af 0'ernes bøger er stærke, fornuftige, kompetente og handlekraftige børn, der er i stand til at tage ansvar for eget liv og fremtid. Det er det personlige, nære og udviklingsmæssige, der er i fokus. Og der er ikke mange bøger med børn fra eller i andre kulturer. På den måde afspejler bøgerne ikke det samfund og den virkelighed, børn i dag vokser op i. En sjælden undtagelse, hvor et barn af anden etnisk herkomst optræder i en billedbog, er Gunilla Bergström Alfons og Hamdis soldaterfar fra 2006. En dejlig og livsbekræftende billedbog for børn, med lidt større udsyn end normen. Personligt savner jeg flere af denne slags bøger, flere nuancer, mere socialrealisme og politik. Måske en overskrift for det næste årti?