ANMELDELSER
romaner
Bartleby og Co. 4
40 ÅRS LYKKELIG ENSOMHED
TANGO MORTALE
Rejsende i Litteratur
Av, for sagomel
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Vejen til Vemb
Vejen til Vemb
Tango Mortale
Rejsende i Litteratur
Rejsende i Litteratur
Rejsende i Litteratur
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Batleby og Co. 4
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Bartleby og Co. 3
Bartleby og Co. 2
Bartleby og Co.

billedbøger
DE TRE Bind 3, DEN SORTE BOG, MARLOW 1
DE TRE bind 3
Av, for sagomel / Hest & Hund
Av, for sagomel
DE TRE Bind 3
Marlow 1
Marlow 1
Marlow 1
Pigen uden arme
Av, for sagomel
DE TRE bind 1 og 2
Benni Båt 4
Benni Båt 3
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE Bind 1 & 2
Carlos & Co 7
DE TRE bind 1 & 2
Min familie 6
Min familie 5
Min familie 4
Min familie 3
Min familie2
Min familie1
Carlos & Co. 6
Carlos & Co. 5
Carlos & Co. 4
Carlos & Co. 3
Carlos & Co 2
Carlos & Co
Benni Båt 2
Benni Båt 1

drenge og pigebøger
Gø eller dø!
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel og de andre i Spanien.
Mikkel og de andre i Spanien.
Mikkel ved grænsen.
Mikkel ved grænsen
Mikkel ved grænsen
Mikkel & Co. (4)
Mikkel & Co. (3)
Mikkel & Co. (2)
Mikkel & Co (1)
Mikkel (5)
Mikkel (5)
Mikkel (4)
Mikkel (3)
Mikkel 2
Mikkel



Noter til en uskreven anmeldelse


Anmeldelse

Af Lasse Stenvang Hansen, Litteraturhistorie og Psykologi i VISIR.

1. Al begyndelse er svær. Sådan lyder ét ordsprog. Og det er slet ikke noget dumt ordsprog. Okay, al begyndelse er måske ikke svær. Men megen er. Nogle gange kan begyndelse endda være så svær, at man aldrig får startet. Man sidder måske dér med idéen til, hvad der uden tvivl vil blive et genialt litterært værk og skal bare have ført den ned på papiret.
Og så er det, at man mangler den der vigtige første sætning, som bare ikke vil komme. Man famler sig frem, nedfælder nogle få ord men streger dem igen med det samme. Duer ikke! Sådan kan man få evigheder til at gå, og måske kommer den sætning aldrig. Den svære begyndelse er sikkert blevet mange store forfatteres skæbne.

2. Tag nu mig som et eksempel. Mit problem er lidt mindre alvorligt: jeg skal ikke skrive stor litteratur, men jeg skal anmelde den her bog Bartleby & Co. af den for mig aldeles ukendte spanske forfatter Enrique Vila-Matas. Og jeg synes, det er en lille perle af en bog, men hvordan får jeg det fortalt? Jeg har ikke anmeldt bøger før, og så skal jeg starte med sådan en satan. Som du sikkert fornemmer, kære læser, sidder denne anmelder med lettere ambivalente følelser for Vila-Matas’ roman. Men at få taget sin anmelderdebut på denne måde må være som at få taget sin seksuelle debut af Linda Lovelace og Marilyn Monroe og hende den søde fra parallelklassen, som man har sukket efter det sidste halve år: et privilegium men også allerhelvedes intimiderende! Jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg kunne selvfølgelig dykke ned i min tekstanalytiske værktøjskasse og begynde at undersøge plotstrukturer, karakterskildringer og lignende. Men der er nærmest intet plot, og der er kun en egentlig karakter. Eller også kunne jeg, som det ofte er praksis i anmeldelser, kort fortælle lidt om Matas og hans tidligere værker. Men som skrevet er han mig fuldstændig fremmedland. Jeg kunne også forsøge at glemme, at anmeldereksemplarer forpligter til anmeldelse. Dét ville være let. Men jeg vil jo også gerne fortælle jer, at det her er en bog, jeg synes, I skal læse. I hvert fald kan jeg ikke spilde mere spalteplads på at gå rundt om grøden. Jeg må bare kaste mig ud i det. Så hold fast, for det bliver ikke en anmeldelse uden bump og skarpe sving.

3. Jeg ved ikke hvor længe, Vila-Matas har ledt efter sin første sætning. Han har i hvert fald ledt længe nok, for Bartleby & Co. begynder både fantastisk sjovt og fantastisk smukt: “Jeg har aldrig haft held hos kvinder, jeg går resigneret rundt med en jammerlig pukkel på ryggen, alle mine nærmeste slægtninge er døde, jeg er en ensom stakkel, som arbejder på et rædselsfuldt kontor. Og i øvrigt er jeg lykkelig.” Jeget i citatet er Vila-Matas’ fortæller Marcelo, og han er lykkelig fordi, han nu endelig bryder 25 års litterær tavshed. En dag på kontoret hører Marcelo nemlig tilfældigt chefens sekretær svare en ringende telefon med det, der lyder som et “Hr. Bartleby sidder i møde.” Hr. Bartleby er imidlertid ikke chefens navn - han hedder blot noget lignende - men navnet på hovedpersonen i Herman Melvilles berømte novelle om skriveren Bartleby, hvis svar til alt er “Helst ikke.” Tanken om, at denne evige nægter skulle sidde i møde, finder Marcelo vidunderligt morsom, og den inspirerer ham til en dybere undersøgelse af de, han kalder nægtelsens forfattere. Han fingerer en depression og redder sig således 3 ugers sygeorlov, som han kan bruge til at udforske denne Nægtelsens Labyrint. De opdagelser han gør, nedfælder han i en dagbog, der samtidig skal fungere som “et hæfte med noter, som kommenterer en usynlig tekst,” og som skal vise hans talent for at efterspore bartlebier. Det er denne dagbog, som er Bartleby & Co. Lidt mindre beskedent er målet med dagbogen også at “følge sporene efter den mest foruroligende og spændende tendens i vor tids litteratur: en tendens, der viser den eneste farbare vej til ægte, digterisk virksomhed. En tendens, som spørger, hvad digtning er, og hvor den er, som kredser om, hvorvidt den er mulig, og som siger sandheden om de alvorlige, men uhyre stimulerende fremtidsudsigter for litteraturen her ved årtusindskiftet.”

4. Marcelos studie af bartlebysyndromet bringer ham vidt omkring i litteraturens brogede verden. Han kommer forbi så forskellige forfattere som Rimbaud, der kun 19 år gammel kører træt i at nedfælde sine hallucinationer og derfor forlader litteraturen og nobelpristageren Juan Ramón Jiménez, hvis elskedes død blev hans tavsheds fødsel. Vi bliver præsenteret for María Lima Mendes, hvis skæbne blev den svære begyndelse og Juan Rulfo, der bare skrev én bog og derefter forklarede sin litterære inaktivitet med sin Onkel Celerinos død: “Det var ham, der fortalte mig historierne.” Listen fortsætter med navne som Hölderlin, Walser, Sokrates, Kafka, Pineda, Wilde og mange flere. Vila-Matas demonstrerer en enorm belæsthed, der i hvert fald kan give denne anmelder røde ører over sin mangel på samme. Ikke mindst fordi Vila-Matas er yderst velbevandret i spansk, portugisisk og latinamerikansk digtning - alle litterære scener der ofte kommer til at stå i skyggen af den engelske, franske, russiske og amerikanske. Men de røde ører er gode, for Bartleby & Co. inspirerer til videre læsning og viser veje ind i litteraturen, man normalt ikke ville tage. Den nysgerrige læser, der beslutter sig for at følge nogle af disse stier, må imidlertid være forberedt på at møde en del blindgyder. For i den lange række af mere eller mindre kendte litterære skikkelser sniger Vila-Matas nogle få fiktive forfattere ind. Pineda er et eksempel på en sådan. Og da han en stor del af tiden opererer på de tidligere nævnte mindre kendte litterære scener, er det ikke altid let at vide, hvem som er fakta, og hvem som er fiktion.

5. At Vila-Matas i det hele taget tager temmelig løst på en opdeling i et fiktionens og et faktionens univers vil det følgende eksempel vise. Marcelo har 3 år tidligere - også under en sygeorlov tildelt ham på baggrund af en iscenesat depression - været i New York og i den forbindelse set selveste Salinger på en bus. Vila-Matas beskrivelse af den episode er virkelig smuk og kunne være skrevet af Salinger selv. Marcelo står altså i en bus i New York da han får øje på en pige, med den smukkeste mund han nogensinde har set. Han forelsker sig i hende på stedet og skal lige til at gå over og erklære hende sin kærlighed, da hans blik flytter sig en halvmeter, og han ser, at pigen sidder sammen med en ældre herre. Den ældre herre er, slår det ham, Salinger. Den store forfatter der efter blot fire fænomenale bøger aldrig mere gav lyd fra sig. Og så er Marcelo pludseligt fanget i dilemmaet mellem enten at erklære pigen sin kærlighed eller at erklære Salinger sin store beundring for hans værker og spørge ham hvorfor, han blev tavs. De tanker, Marcelo gør sig i denne situation, bringer minder om en Holden Caulfield og hans evige overvejelser om stort og småt. Læs det!

6. Som et sidste eksempel på hvordan det kan gå til, at en forfatter aldrig får sat et værk i verden, vil jeg fremhæve historien om Paranoide Pérez - en figur fra en novelle af Antonio de PersonNameProductIDla Mota Ruiz.la Mota Ruiz. Hver gang Pérez har fået idéen til en roman, kommer José Saramago ham i forkøbet og skriver selv samme roman. Ingen tror selvfølgelig på Pérez, når han beklager sig over igen at være blevet overhalet indenom af Saramago, og det gør ham til sidst vanvittig. For at demonstrere sin pointe vælger han til sidst at klæde sig ud som en person fra det, han tror vil blive Saramagos næste roman, og giver sig til at demonstrere udenfor forfatterens hus, hvilket blot resulterer i, at Pérez bliver indlagt på en galeanstalt. Bartleby & Co. er fyldt med historier som denne om forfattere, der på den eller anden måde bliver bartlebyer. Og ligesom klokkeren fra Notre Dame snakker med sine gargoyler (ja, jeg er disneyficeret - jeg ved ikke hvad Quasimodo gør i Hugos roman), går denne moderne Quasimodo i dialog med disse tavse skrivenægtere. Det er sjovt, det er smukt, og det giver lyst til at læse mere.

7. Bartleby & Co. er et studie af disse forfatter, der gav afkald på at skrive. Samtidig er det en undersøgelse af, hvor man kan gå hen, når nu alt allerede er skrevet. Når det er umuligt at skrive noget nyt og også det at skrive, at det er umuligt at skrive noget nyt allerede er gjort. Men for Vila-Matas betyder det ikke, at digtningen er død. Tværtimod viser han med sin roman, at det stadig er muligt at skrive god og vedkommende litteratur. For selvom der ikke sker meget i Bartleby & Co., så spinder Vila-Matas alligevel en god lille historie, og man kan ikke lade være med at få sympati for Marcello, den ensomme stakkel med puklen på ryggen og uheldet overfor kvinderne. Samtidig er Bartleby & Co. også et lille stykke litteraturhistorie. Marcelos fodnoter til en usynlig tekst bliver alligevel til en slags tekst, ligesom disse fodnoter til en uskrevet anmeldelse alligevel bliver til en anmeldelse. Sådan er det ofte med tekster, man kan lide: man lader sig smitte af dem.

Bartleby & Co.
Enrique Vila-Matas
Forlaget Politisk Revy
176 sider, 228 kroner